Det kvindelige Paradoks

paradoks

Hun gør alle de rigtige ting, men når alligevel ingen vegne.. lyder det bekendt?

 

Jeg troede at jeg dyrker netværk. I stor stil, faktisk. På papiret ligner jeg en der dyrker netværk. Jeg er officielt medlem af 2 netværk lige pt, hvor begge er kun for kvinder. Og derudover er jeg “partycrasher” i en række andre.

Det er en rigtig god måde at få udvidet sin horisont på, da der ofte er tema aftener, og ikke mindst, en fantastisk måde at få øvet sit small-talk gen på. Nogle gange er jeg heldig at møde andre ligesindede, jeg kan sparre med, nogle gange kommer jeg ligefrem hjem med en ny kontakt til LinkedIn skuffen. Men selvom jeg kommer hjem uden at have haft held med de to ovenstående, så har jeg altid truffet nogle meget interessante mennesker, som alle havde gode historier at fortælle. Derfor er det sjældent at jeg kommer hjem uden inspiration, og en god potion positiv energi.

Netværksråd

Derfor var jeg ikke det mindste overrasket over nedstående artikel i Berlingske Business. De fortæller i korte træk at mange dyrker professionelle netværk som aldrig før, og at de ikke er bange for at skilte med det. Der bliver oprettet flere og flere netværk hver måned, og søgningen er stor. Det er altså en helt klar holdning til, at det er ok at møde andre mennesker blot for at booste sin egen karriere, eller sparre med andre.

gode råd

Rådene i sig selv er ikke særlig banebrydende, men det slog mig at jeg egentlig ikke er særlig engageret i mine netværk, når jeg ikke lige møder dem, eller er til deres netværksaftener. Og hvis jeg har syge børn, så prioriterer jeg ikke tema aftener om Euro’ens fremtid, og hidkalder en babysitter.

Selvom jeg synes at jeg investerer en del tid i netværket ved at tage en eller to aftener ud af kalenderen om måneden, så er det jo vand i forhold til de mennesker som virkelig netværker. Og det er ikke fordi jeg ikke har lysten, men jeg har bare ikke mere tid af give af.

 

Hvorfor er der så stor forskel?

Og fik mig til at huske en anden god artikel, meget tankevækkende artikel fra Forbes, om kvinder der vil det hele, men aldrig når derhen.

forbes
Tryk på billedet for at komme til artiklen

Artiklen fortæller om en kvinder der passer sit arbejde, dyrker sine netværk, har adskillige mentorer, har en fastboende au-pair til sine børn. Men alligevel så når hun aldrig rigtig op på siden af sine mandlige kolleger. Det paradoksale er, at hun gør alle de rigtige ting, hvor hendes mandlige kollegaer “blot” passer deres arbejde og går hjem. Mændene dyrker ikke netværk på samme måde, eller har mentorer og alligevel stiger de til tops.

Der er så mange specielle karrieretips til kvinder for at komme frem, og alligevel er der flest mænd på toppen stadigvæk. Meget af årsagen er selvfølgelig vores børn. Det lægger et stort pres på unge kvinder, at de skal nå det hele på en gang. Jeg sagtens forstå at mange udskyder det med at få børn til slut 30’erne, for det er altså et massivt åg at gå rundt med både at skulle jonglere børn og arbejde. Og netværk og mentor, og kompetence udvikling.

 

Hvad gør du selv?

Det må være op til den enkelte kvinde at vurdere hvor meget hun får ud af netværk, og diverse møder om selv- udvikling og lignende. Der sker utrolige mange spændende ting, og jeg har personligt selv svært ved at sige nej til ret meget.

Men når det er sagt, så næste gang i skal vælge imellem et netværks arrangement, som måske kun er semi relevant for jer, og en hyggeaften med ungerne, så synes jeg i skulle læse atiklen fra Forbes. Og så vurdere om det er det værd. Får du reelt noget ud af det, eller er det blot noget du gør fordi du “bør”?


4 thoughts on “Det kvindelige Paradoks

  1. Pingback: Kvinder i ledelse | corporateMor
  2. Pingback: Personlig Branding | corporateMor
  3. Du har fat i noget helt grundlæggende her. Der moderne kvinde der skal eller gerne vil kunne ALT. Både være der for vores børn og gerne i større stil end vores forældre var der for os (vi er vel blevet klogere, right?) og samtidig vil vi gerne kunne yde på job og i karrieren og helst på niveau med vores mandlige kollegaer. Det største paradoks er i min verden at vi hurtigt kommer til at befinde os med kun et halvt ben i hver lejr MOR og KARRIERE og egentlig ikke får gjort noget af det rigtig godt. Så det evindelige spørgsmål: bør man i virkeligheden vælge mellem børn og karriere?

    Personligt har jeg en periode i mit liv lige nu hvor børnene har første prioritet. Der skal selvfølgelig leveres på job og jeg er også på fuld tid, men jeg gør ikke meget udover det. Men det er sådan set også fordi jeg er i tvivl om det netop er det værd. Jeg kender ikke mange af mine mandligere kollegaer der render til den slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *