Kvinder i ledelse

Jeg lavede et lille nyhedsindlæg for et par dage siden, hvor jeg glædede mig over de positive tal fra DI undersøgelse om kvinder på bestyrelsesgangene.

Ugebrevet Mandag Morgen bragte i samme ombæring en artikel om, at kvinder ifølge en ny amerikansk undersøgelse bliver betragtet som værende bedre ledere.

Der er nogle meget interessante grafer, som tydeligt viser at den overvejende andel af de adspurgte ville foretrække en kvindelig leder. Men samtidigt viser artiklen også hvor svært det er for kvinder at komme frem til leder stillingen. Statistikken er baseret på amerikanske kvinder, men den ligger ikke langt væk fra de danske forhold. På Christiansborg er der efterhånden overvejende mange kvinder på topposter, selvom det stadig ikke er helt lige fordelt. Men så snart man kigger lidt bredere i erhvervslivet, så falder kurven drastisk.

Ifølge artiklen skyldes de manglende kvindelige chefer, at kvinder simpelthen skal bevise langt mere, end deres mandlige kollegaer for at komme til tops. Mænd har åbenbart 2.5 større chance for at blive chefer end deres kvindelige kollegaer.

VAN_Figur01_Kvinder har haardere vej til toppen

Jeg tror dog også at det skyldes at kvinder i forvejen er presset hårdt. Som omtalt i et tidligere indlæg, så skal vi sørge for at få alle de rigtige kompetencer, arbejde hårdt for vores netværk, passe vores almindelig arbejde, samtidigt med at vi giver vores børn en god opvækst og sørger for at hjemmet hænger nogenlunde sammen.

Det er altså en ordentlig mundfuld på en gang, og jeg kan godt forstå at der er mange som fravælger det. Når valget står mellem børn og arbejde, så vil de fleste jo uvægerligt vælge børnene.

Det ideelle ville være, at vi slet ikke skulle vælge. Hvis der blev indført kvoter på bestyrelses gangene og på leder posterne, så var presset med hele tiden at skulle yde 120 %, for at blive bemærket. fjernet fra kvindernes skuldre. Forestil dig at gå på arbejde, yde dine sædvanlige 95-100%, og alligevel kunne komme i betragtning til en chefstilling.

Når kvoterne er blevet indført, skal vi også have mere barsel til alle mændene, og fjernet alle mødres trang til at “undervise” andre mødre i hvad der er rigtig og forkert i forbindelse med deres børn. Ikke mere skyld med skyld på, nu skal vi fremad i samlet flok, de damer!

Jeg håber virkelig at der snart kommer nogle politiske tiltag, som gør det mere attraktivt for kvinder at blive ledere. Kvinder er dygtige til at lede, det viser alle undersøgelser, vi har bare brug for nogle bedre vilkår, for at kunne gøre hvad vi er gode til.

2 thoughts on “Kvinder i ledelse

  1. Hej,
    Har lige “fundet” dig for et par dage siden og er i fuld gang med at læse op på dine gamle indlæg. Som førstegangsmor netop tilbagevendt til “karrierejob” efter endt barsel er det skønt at høre fra een som formår at jonglere både karriere og børn – ELSKER alle dine links til spændende artikler, TED talks mv.
    Jeg deler din frustration over at der er så få kvinder der når til tops i dansk erhvervsliv – dog tror jeg ikke på at kvoter er vejen frem. Personligt ville jeg hvis jeg nogensinde fik tilbudt en “kvote-stilling” altid føle at mit køn blev gjort til een af mine nøgle kompetencer – så vil jeg faktisk hellere løbe lidt hurtigere end mændene og potentielt få en stilling på trods af at jeg er kvinde.
    Derudover tror jeg heller ikke på øremærkning af barsel til mænd. Tilgengæld ville de da klæde danske virksomheder at tilbyde deres mandlige ansatte det samme antal måneders barsel med løn som deres kvindelig ansatte. Det ville give forældre et reelt valg om hvordan barslen skulle deles. Min mand var f.eks. mere end villig til at tage halvdelen af barslen men fordi han “kun” har barsel med løn i 6 uger mod mine 8 mdr endte vi med en 8-4 model (8 mdr til mig – 4 mdr til ham) – det økonomiske tab på at han skulle gå på dagpenge så længe var altså for stort i vores økonomi.
    Anyway det endte med en laaaaang kommentar men synes at dine indlæg fortjener et par ord med på vejen så du ved at der er folk der læser med:)
    Rigtig god søndag!:

    1. Tak, Tine! Det er jeg bare super glad for at høre. Det er skønt hvis der er nogen som bliver inspireret eller motiveret af mine indlæg. Velkommen til!

      Mht. kvoterne, så ved jeg at emnet er kontroversielt. Lige nu, som samfundet er indrettet, så bliver lige kompetente kvinder og mænd behandlet forskelligt. Derfor mener jeg at kvoter vil være en god start, indtil “samfundet” bliver normaliseret, og det ikke længere er et særsyn at der er kvinder på topposterne. Vi skal på en eller anden måde have hul på bylden, og det vi gør nu, virker ikke. For der er ikke ret mange kvindelige topledere.

      Det samme med barsel til mænd. Der er stadig en stigmatisering af mænd, som gerne vil holde barsel med deres børn. Så længe der sidder så mange 50+ mænd i ledelsen rundt om i virksomhederne, som ikke selv har haft barsel, så er forståelsen for barsel bare ikke stor nok til at virksomhederne vil tilbyde det af egen fri vilje. Og det koster for meget på bundlinjen, hvilket også betyder meget. Det er derfor jeg mener der skal en politisk beslutning til, så virksomhederne kan se udover “plejer” og bundlinje, for de fleste mænd vil jo virkelig gerne have barsel. Der opstår ikke pludselig “svenske” tilstande, hvis der ikke er politisk velvilje til det.

      Med den nuværende regering er der nok lange udsigter til både kvoter og barsel til mænd, men man har jo lov til at drømme og lave lidt mere lobby arbejde for sagen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *