Den hemmelige løn

Ja, de damer (og evt. mænd, hvis der er nogen som læser med) vi kommer ikke udenom det. Lønforhandling er en tilbagevendende ting, også på mit job, omend cheferne helst vil forbigå det i stilhed.

Jeg har knap 7 års anciennitet på arbejdsmarkedet, og har været igennem en del lønforhandlinger efterhånden. Udgangspunktet fra chefernes side er altid at “det går jo ikke så godt for firmaet”, og “vi har jo ikke så mange penge at dele ud i år”. Det skal man endelig ikke lade sig påvirke af, for det skal de sige. Det er en forhandlings situation og de skal kridte banen op.

Det er meget vigtigt ikke at holde MUS samtale og lønforhandling samtidigt. Lønforhandlingens udfald er ikke et udtryk for, at din chef er utilfreds med de resultater du har skabt. På ingen måde! Men de har en forretning der skal køres, og et nemt sted at spare er netop på lønningerne. Så hvis de kan få dig overbevist om, at det er virkelig synd for firmaet at du får en 5% lønstigning, så er det ren win-win for dem.

Nogle gange kan man sidde i en situation, hvor ens chef først skal have godkendt lønstigningen hos de andre chefer. Den er lidt sværere, for hvordan vil de andre chefer reagere på dine krav, hvis de ikke har noget med dig at gøre til daglig? Her er det en god ide at føde ideer ind til din nærmeste afdelingschef. Helt konkret skitsere hvad du har opnået af resultater i løbet af året, så vedkommende kan tage det med til den næste chef.

Ofte vil afdelingschefen have fået tildelt en pulje af penge, som vedkommende så selv står for at dele ud. Her er det nemmere at påvirke direkte.

Lønforhandlinger er ikke noget jeg ser frem til som sådan, for det er altid lidt akavet. Men du skal huske at lønforhandlingen ikke kun er de 30 min du sidder med din chef. Lønforhandlingen foregår over hele arbejdsåret. Det er vigtigt at holde fokus og hele tiden fortælle om hvad du har opnået, og hvad status er på dine opgaver. Din chef må ikke være i tvivl om dine resultater til lønsamtalen. Her skal du blot ridse dem op igen, og fremhæve alle de gode ting du kan.

 

Er du i et firma, hvor der vitterligt ikke er flere penge, eller chefen bare ikke er til at tale med, så kan du også forsøge at forhandle noget fryns istedet. Det kan virksomhederne som regel trække fra på behændig vis, så det koster dem ikke ligeså meget som en reel lønstigning. Det kunne være betalt internet, telefon, avis abonnementer, særlige kurser (MBA, HD eller lign), fitness eller lignende.

 

Noget som jeg synes gør lønforhandlingen rigtig svær, er at jeg ikke har noget at sammenligne med. Bevares så laver Djøf såmænd en fin lønstatistik, men jeg ved ikke hvad mine kolleger får i løn. Faktisk ved jeg ikke hvad mange af mine nærmeste veninder får i løn, for det er frygtelig tabuiseret at nævne et beløb. Jeg kan ikke forstå hvorfor det skal være så hemmeligt. Hvis vi alle gjorde som en af de modige medarbejdere hos Google, og lavede et fælles regneark med løn, så ville det blive meget nemmere at gå ind til chefen og sige, “Jamen de andre på mit anciennitets niveau og med samme jobtitel, får xxx kr i løn, så det vil jeg også”. Det eneste folk vil ud med, er at de generelt synes de tjener alt for lidt. Er det janteloven der gør at lønnen skal være så hemmelig? Er vi flove over beløbet? Jeg ved det ikke, men det ville være nemmere for alle at italesætte det.

Held og lykke med forhandlingen!

 

Hvis du vil have et par konkrete fifs til forhandlingen så læs med her, og her. 

Del gerne!
Print this pageShare on Google+0Email this to someoneShare on Facebook5Share on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

3 thoughts on “Den hemmelige løn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *