Nyt arbejde til CorporateMor

nyt arbejde

Så gik den altså ikke længere..

Som den opmærksomme læser nok har bemærket, så har jeg ikke ligefrem sprudlet af arbejdsbegejstring. Indlæg som “Sådan bliver du glad i et job du ikke kan lide” og “Arbejde og Boreout” pegede lidt i retning af at jeg ikke var super tilfreds i mit nuværende job. Og det er også helt korrekt.

Jeg har været igennem et utal af fyringsrunder, hvor jeg ikke er blevet fyret, men til gengæld har fået nye og flere arbejdsopgaver, ofte af en triviel og administrativ karakter. Og i løbet af de sidste 6 måneder har det stået klart for mig, at jeg måtte til at videre. Det var ikke nok med endnu et ryk internt ( har arbejdet i 3 forskellige afdelinger i samme virksomhed), der skulle luftforandring til, og et nyt arbejde til.

Men hvor skulle jeg søge hen? Se det har været virkelig svært for mig at finde ud af. Jeg er jo erhvervsjurist, og kan derfor både jonglere med tal og paragraffer. Jeg har meget erfaring indenfor medicinalindustrien, hvor jeg har siddet de sidste 8 år, men skulle jeg alligevel forsøge mig med et brancheskift? Jeg har arbejdet med patenter, lovgivning, varemærker, domæner, og lavet store finansielle projekter, så jeg kunne godt se mig selv arbejde rigtig mange steder.

Fordelen har været at jeg har siddet i et ok job, imens jeg har haft tid til at tænke over hvor min karriere skulle bevæge sig hen. Jeg har ikke været presset økonomisk til at tage det første og bedste job som bød sig til.

Hvad skal der ske nu?

Derfor kan jeg nu se frem til at starte i et nyt job 1.februar i et ungt team, i en spændende organisation hvor jeg kan bruge min erfaring fra medicinalindustrien og mange af mine andre kompetencer, samtidigt med at jeg skal lære en masse nye ting.

Jeg glæder mig helt enormt til at komme igang med et nyt arbejde. Jeg kunne allerede mærke den gode kemi ved samtalen, hvor jeg sad foran et 4 mand højt panel bestående af chef og kolleger. Så det lover godt.

Jeg regner med at køre bloggen videre som hidtil, men hvis der går lidt tid imellem indlæggene efter 1 februar, så er det bare fordi jeg er træt og helt blæst væk af nye indtryk 😉

2 thoughts on “Nyt arbejde til CorporateMor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *