2 tegn på at du er for hård ved dig selv

komplimenter

Er du din egen værste fjende?

 

Dette indlæg har været et stykke tid undervejs, da emnet rammer en meget tydelig nerve hos mig. Medmindre man har udpræget storhedsvanvid, så har man nok på et eller andet tidspunkt prøvet at tænke grimt om sig selv. “Du er også for tyk”, ” det kan du slet ikke finde ud af”, eller andre sikkert normale tanker som flyver gennem hjernen. Og nogle gange er det også berettiget, omend ikke særlig konstruktivt.

Det springende punkt er om du lytter til stemmen eller ej. Jeg lytter i perioder alt for meget til den lille indre kritiker. Så meget, at det kræver en virkelig indsats at komme op af det sorte hul som hedder ” Jeg kan heller ikke noget, så jeg kan lige så godt lade være med at prøve”.

Der er 2 tidspunkter hvor det er særlig tydeligt for mig og min omverden, at jeg er alt for streng ved mig selv, og dem uddyber jeg herunder.

 

Komplimenter

Jeg ELSKER komplimenter! Det bedste jeg ved er når nogen lægger mærke til mig og mit arbejde, og roser det. Bevares arbejdet i sig selv er også ok, men ros kan noget særligt i forhold til endorfin udladning i kroppen. Og på trods af min glæde, så modtager jeg ikke komplimenter særlig godt. Jeg forsøger altid at nedtone dem eller helt vende dem om. “Sikke en interessant præsentation du holdt idag!” “(mig) Tja, det var ok, men jeg fik jo slet ikke al det relevante med”.  Eller ” Sikke en fin kjole” “(mig) Tak, jeg kunne ikke passe det andet i skabet, er blevet al for tyk”. Begge sætninger fra mig, burde blot bestå af “Tak, det er pænt af dig at sige det”. Slut! Hvis folk giver dig eller mig en kompliment, så er der ingen grund til at devaluere det. Det er svært at lære, men det er bare vigtigt at samle på de gode ting. Der skal nok komme ris, når det er berettiget.

Arvesynden

Et andet tegn er når du påtager dig skylden for alt. Ligemeget om det er noget man siger højt eller ej. Jeg har en frygtelig tendens til at dvæle og svælge i fortiden og tænke “hvad nu hvis jeg havde gjort det anderledes…” Det kommer der bare ikke noget godt ud af. Du og jeg kan ikke gøre noget ved vejret, den sure chef, eller faldende salgstal. Det er ikke alene vores skyld, og vi har ikke alene kræfterne til at ændre det. Det er vigtigt at lære af fortiden, men så skal der heller ikke bruges mere tid på den. Hvordan man gør det i praksis, det ved jeg ikke. Jeg prøver at glemme, men det er virkelig svært.

 

Det er noget jeg arbejder ret meget med. Både i arbejdssammenhænge og privat. Al den ukonstruktive selvkritik harmonerer ikke særlig godt med at forsøge at blive en rigtig bosslady.

Idag lykkedes det mig bare at sige tak, da jeg fik ros. Det er et skridt på vejen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *