sverige
Inspiration, Work/Life Balance

Og så troede jeg lige at alt var bedre i Sverige..

Posted on

1.5 års barsel, ret til deltid, far har ret til barsel, billig løs godis! Jo, de har det godt i Sverige!

Da jeg skulle på barsel første gang, blev jeg ret misundelig da jeg opdagede de svenske regler på området. Ikke at det var dårligt at få 6 måneders betalt barsel af jobbet, og tilsvarende på dagpenge, men i Sverige har de ret til næsten 1.5 år! Hvoraf de 3 måneder er øremærket til faren. Det lyder som en ret sweet deal i mine øre.

Men selvfølgelig er der en bagside. Selvom de er søde og høflige i Sverige, så bliver der også diskrimineret der. I denne artikel hos DJØF, fremgår det at både mænd og kvinder som vælger barsel til, og i særdeleshed mænd som tager barnets sygedage, bliver fravalgt til lederstillinger. Så hvis du er en svensk mand som tager nogle af de 120 barnets sygedage, som du har ret! til hvert år, så kommer du bagved i køen til lederstolen.

Jeg synes det er ret utroligt at det ikke er mere acceptabelt at faren tager barnets sygedage, særligt i et land hvor det netop er organiseret således at sygedagene er fælles. Så hvis far skal have en lederstilling, så skal mor tage alle sygedage. Det giver jo ingen mening i et balanceret familieliv. Fair nok at man ikke kan være hjemme og nå alle forældremøder altid, hvis man gerne vil have en karriere, men hvor er fleksibiliteten? I et samfund hvor alting foregår pr mail og telefon, så er det fortsat så gammeldags at de medarbejdere som er mest “synlige” på arbejdspladsen bliver forfremmet? Jeg kunne i princippet sidde på månen, med en god wifi forbindelse, og gøre mit arbejde lige så godt som jeg kan når jeg sidder på Islands Brygge.

Hvad så med kvinderne?

For de svenske kvinder er det ikke meget bedre. Ligesom de danske kvinder, så er der naturligvis fare for at blive fravalgt alene på køn, og det faktum at man er i stand til at reproducere sig selv. Artiklen taler om en såkaldt “karrierestraf” som kvinderne ubemærket bliver pålagt, lige gyldigt om de har børn eller ej. Jeg forstår ikke at ledelserne rundt om i virksomhederne ikke er blevet klogere. Hvis du gerne vil have noget lavet, så finder du en ambitiøs småbørns mor. Hun er så klar på at vise dig, at hun kan klare det hele. Og hun har i forvejen mega meget dårlig samvittighed, så alt bliver lavet i dobbelt tempo. Og ja, der vil komme sygedage, men alle bliver jo syge. Det er op til cheferne at prioritere deres forventninger realistisk. Det er fair nok at der er prestige projekter som ikke kan vente, men er du nu helt sikker på at de ikke kan det? Er der nogen der reelt dør, hvis tingene bliver en dag forsinket? Lav en realistisk forventingsafstemning, og pas det ind i projektplanen så der er luft.

Jeg er helt med på at der er opsat alverdens mål ,og at nogle arbejder med at leverer ting til tiden til andre parter. Men planlægning kan redde meget.

Jeg blev lidt nedslået da jeg læste artiklen, jeg troede faktisk de var længere fremme i skoen i Sverige. Og med lovgivningen er de også længere fremme end Danmark. Nu mangler de bare at blive endnu mere politisk korrekte, og få flere kvinder i lederstillinger 😉 Krydser fingre, og håber at det har en afsmittende effekt på de andre nordiske lande.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *